Af Victoria Andersen
Da Hayao Miyazaki annoncerede sin pension i 2013, var det med ordene: ”Denne gang mener jeg det.” Alligevel stod Studio Ghibli ti år senere klar med Drengen og hejren. I sin nyeste dokumentar om animationslegenden dækker Kaku Arakawa den syv år lange proces bag filmen. Dokumentaren er struktureret som en nedtælling til udgivelsen af Drengen og hejren, talt i dage – tusindvis af dage.
Miyazaki er i dag 83 år gammel og rundt om ham dør gamle venner og kollegaer på stribe: ”Ligene hober sig op”. Arakawa skildrer meningsløsheden og frustrationen hos den ældende Miyazaki og undersøger, hvorfor han bliver ved med at skabe. Selv når han nær mister forstanden.
Drengen og hejren er Miyazakis mest personlige film. Både konkrete elementer i historien og de mere abstrakte, eksistentielle temaer bygger på hans eget liv. I dokumentaren møder vi de personer, som flere centrale karakterer er baseret på. Miyazaki selv er hovedpersonen, drengen Mahito, mens producer og medstifter af Studio Ghibli, Toshio Suzuki, har inspireret den luskede hejre-mand.
Hjertet af filmen er dog Miyazakis komplicerede sorg over Isao Takahata, som døde i 2018, og som var med til at stifte Studio Ghibli i 1985. Miyazaki idoliserede Takahata og beskriver deres venskab som et love-hate-forhold. Karakteren inspireret af Takahata er grandonklen, som vil overgive ansvaret for at opretholde verdenen til drengen.
Vi ser Miyazaki tale til Takahatas begravelse. Grådkvalt fortæller han om deres møde 55 år tidligere: ”Jeg glemmer aldrig, hvordan du talte til mig ved det busstoppested i regnen.” Suzuki bemærker, at han var der, da Miyazaki ’kom i tanke’ om mindet. ”Det er bare Totoro!” siger Suzuki og refererer til den ikoniske scene i Min nabo Totoro (1988). For Miyazaki forsvinder grænsen mellem den virkelige verden og fantasien. De verdener, han har skabt i sine film, er ægte for ham.
Også i dokumentaren smelter virkeligheden sammen med fantasiverdenen. Der inddrages konstant små bidder af Miyazakis tegnefilm, ofte for at sidestille personerne til deres animerede pendanter. Dokumentaren inviterer seeren til at forestille sig den oversættelse fra virkelighed til fantasi til tegning, som foregår i Miyazaki. Det er hverken svært at tro på hans genialitet eller at forstå, hvorfor han bliver skør af processen. Miyazaki taler igen og igen om, at han skal åbne et låg til hjernen. Når Arakawa spørger, om han fortryder noget, svarer han nej. Der er noget indeni, som skal ud.
Det virker til, at Arakawa er mere interesseret i at give et subjektivt indtryk af Miyazakis sindstilstand end at fortælle en sammenhængende fortælling. Klippetempoet er ujævnt, og der bliver brugt malplacerede effekter som slowmotion og jump cuts. Klippestilen skal give seeren oplevelsen af at være inde i Miyazakis hoved, men den bliver desværre enormt distraherende. Det er desuden en komplet uæstetisk dokumentar om en mand, der har viet sit liv til at lave verdens smukkeste film.
På trods af sin noget kludrede form, lykkes det Hayao Miyazaki and the Heron at opbygge en gribende konflikt. Det piner tydeligvis Miyazaki at blive ved med at arbejde. Men hvordan kan han holde op, når arbejdet er hans liv? ”Indsæt denne besked til sidst i dokumentaren,” siger han til Arakawa.
”Prøv ikke det her derhjemme.”
Kommentarer